Folketingsvalg stiller skarpt på statens parathed til at finde nye veje for værdiskabelse

Enhver topleder i staten bør i de disse dage interessere sig ekstra meget for fleksibiliteten i sin organisations produktionsapparat.

Særligt vil det kommende folketingsvalg betyde ændrede politiske prioriteringer – og potentielt medføre behov for omstilling af økonomi og opgaver for at være i stand til at levere på de ønskede initiativer.

Samtidig er der noget, der tyder på, at øget fleksibilitet i produktionsapparatet netop bliver en central differentiator i de kommende år set ift. at finde løsninger på de komplekse samfundsmæssige udfordringer, vi står overfor. En fleksibilitet, der skal muliggøre, at såvel medarbejdere som processer hurtigt og enkelt kan klikkes ud af eksisterende rammer og ind i alternative strukturer, når behovet opstår.

Afgørende for at forstå hvor fleksibelt et produktionsapparat organisationen besidder, er at kende kerneprocesserne og de bindinger, der er på ressourcerne, som medgår til produktionen. Det gælder i forhold til de bindinger, der er på ydelserne som produceres, og i forhold til de bindinger, der er på omkostningerne, som medgår til produktionen.

Set i en statslig kontekst er det særligt interessant, idet den enkelte organisation typisk er en del af en større værdikæde i et ministerium (fx straffesagskæden og organisationer under justitsministeriet), på tværs af ministerier (fx udlændingesagskæden der involverer organisationer fra Udlændinge- og Integrationsministeriet, justitsministeriet og udenrigsministeriet) eller på tværs af sektorer (fx grøn trepart, der involverer stat, kommuner og det private).

Dermed bliver spørgsmålet om fleksibilitet i produktionsapparatet ikke noget, der kan isoleres til egen organisation alene – det kommer også til at berøre de organisationer, som er en del af den/de værdikæder, man indgår i.

Set ift. en fremtid, hvor forventningen er, at netop tværgående samarbejder er afgørende for at løse de udfordringer, samfundet står over for, så bliver det altafgørende at kunne gennemskue, hvilke nye samarbejdskonstellationer – eller værdikæder - der er brug for, sådan at de politiske prioriteringer kan realiseres. En realisering der forudsætter, at topledelsen hurtigt og enkelt kan omstille produktionsapparatet fra nuværende udgangspunkt til ny virkelighed.